Hugormen (Vipera berus) er Danmarks eneste giftslange og kendes på sin zigzag-stribe. Hugormen er en slange med en tydelig sort zigzag stribe ned af ryggen. Dog kan nogle hugorme være ensfarvede sorte eller brune. Den kan blive op til 104 cm lang... Sent på sommeren føder hunnen 5-18 unger.
Hugormen er gået noget tilbage i antal de sidste 100 år og blev fredet i 1981.Den må ikke samles ind eller slås ihjel.
Det er ikke lovligt at holde hugorme i fangenskab i Danmark.
Cirka 200 mennesker bliver bidt af hugorme hvert år, specielt om foråret når hugormene kommer frem fra deres vinterhi. Dødsfald er dog meget sjældne.
Hvis man bliver bidt, skal man ikke forsøge at suge giften ud, men derimod holde sig i ro og undlade at spise og drikke i et par timer. Ved bid i hoved, hals eller på kroppen, tilrådes det at blive indlagt til observation. Gravide, børn eller ældre bør blive indlagt hvis de bliver bidt.
Udbredelse Hugormen findes overalt i Danmark.
Den findes typisk i klitter, på heder og i næringsfattige moser. Men den ses også langs marker, levende hegn, i åbne skove, i skovmoser og omkring skovsøer, som solen kan skinne ned på. Udseende Hugormen er en slange, hvis krop er mere tyk og plump end snogens, og hvor hovedet er vel markeret i forhold til kroppen. Læg også mærke til ‘øjenbryn’ over øjnene og lodrette pupiller.
Hannen er ofte grå med en markant sort zigzagstribe. Hunnen er hyppigt brun eller rødlig med mørkebrune tegninger. Der kan dog også findes ensfarvede sorte eller brune hugorme.
Størrelse: Længden varierer mellem 34 og 104 cm (kønsmodne dyr), og hunnen er gennemgående større end hannen. Føde Hugormens jager på flere måder. En af måderne er at ligge stille og vente på, at byttet nærmer sig. En anden måde er at følge lugtsporet efter et bytte. Når den er tæt på byttet, hugger den med stor kraft, og en portion gift presses ind i byttet, som typisk er mus og firben. Den kan dog også tage fugleunger f.eks. ved at kravle op i buske og tømme fuglereder. Den sluger byttet helt.
Opholdsteder: I vinterkvarteret overvintrer hugormen enkeltvis eller i større antal i huller, især på bakkesider i 60-125 cm dybde under jorden. Hannerne kommer frem i første halvdel af marts for at solbade, i kolde forår dog først lidt ind i april. Hunnerne kommer i først frem 30-40 dage efter hannerne.
Parringsområdet er et tørt område, der vender mod syd med lav plantevækst og tæt på vinterkvarteret. Her kan man i april-maj være heldig at se mange aktive hugorme indenfor et lille område, hvor hannerne kæmper om hunnerne. Parringstiden varer ca. 1 måned.
I sommerkvarteret bor den ofte i stendynger, kvasbunker og lignende. Den kan godt lide områder med spredte buske og træer eller et bakket terræn, hvor den hurtigt kan skifte mellem steder med sol og steder med skygge. På den måde kan den hurtigt regulere sin kropstemperatur. Store, ensartede områder som f.eks. midten af en hede er derfor et dårligt levested for den.
Hugormen føder levende unger, typisk 7-10, oftest i begyndelsen eller midten af august. Ungerne har allerede zigzagstriben fra fødslen.
Den skifter ham 1-3 gange årligt. Naturlige fjender Hugormen har mange fjender. De vigtigste er mennesker, musvåger, krager, pindsvin og hønsefugle så som fasaner. Men også grævlinger, hermeliner, ildere og tamkatte har hugormen på deres spiseseddel.
